Det sker som følge af samarbejdsaftalen mellem Social- og Sundhedsskolen STV og Viborg Kommune om at udvide uddannelsesudbuddet i Viborg Kommune og at styrke rekrutteringen til social- og sundhedsuddannelserne.

Tidligere på året besluttede Viborg kommune at tilbyde elevløn allerede under Grundforløb 2 til alle elever, der ønsker en social- og sundhedsuddannelse.

Elevlønnen vil blive tilbudt, hvis man bliver optaget på Social- og Sundhedsskolen STV, og man har en ansættelsesaftale med Viborg Kommune. Elevlønnen vil på de 20 ugers Grundforløb 2 ligge på mellem ca. 12.000 og godt 21.000 kroner før skat alt efter elevens uddannelsesvalg, alder og erfaring.

SOSU STV’s direktør Jakob From Høeg glæder sig over udviklingen:

- Eleverne har nu både en bedre forsørgelse under uddannelsen og samtidig fået uddannelsestilbuddet inden for kommunen. Jeg kan ikke komme i tanke om uddannelser, hvor man får en bedre forsørgelse fra dag ét, og samtidig har en garanteret læreplads, hvis man ellers består grundforløbet.

Direktøren håber, at det giver en øget søgning mod uddannelserne:

-  Da vi etablerede social- og sundhedshjælperuddannelsen i Viborg så vi en stigning i rekrutteringen. Vi håber det samme sker på assistentuddannelsen. Der er brug for dem. Der er et voldsomt stort behov for flere kvalificerede medarbejdere på velfærdsområderne.

De seneste uger har det vigende optag på mange uddannelserne inden for de offentlige velfærdsområder fyldt i pressen, og det vækker bekymring mange steder.

- Jeg genkender billedet. Der er rift om eleverne og om arbejdskraften. Så hvis der sidder nogen med en uforløst drøm om at skifte spor til en branche, hvor man virkelig får stor betydning for ens medmennesker, så har mulighederne aldrig været bedre, slutter direktøren.

Der starter grundforløb op på begge uddannelser flere gange om året. Vil man vide mere om uddannelserne, kan man besøge Social- og Sundhedsskolen STVs hjemmeside www.sosu-stv.dk 

Yderligere oplysninger:
Jakob From Høeg, direktør, Social- og Sundhedsskolen STV, tlf. 2058 3873 el. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.