Anders Secher farve 26803 0031

Anders Secher er ny uddannelseschef på Social- og Sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg

I forbindelse med at uddannelseschef Lene Dahlgaard ønsker at ændre sin mangeårige leder- og chefkarriere til en tilværelse med færre arbejdstimer og med selvvalgte konsulentopgaver, har SOSU STV ansat hendes afløser som uddannelseschef for bl.a. social- og sundhedsassistent- og social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Valget faldt på Anders Secher, der tager 30 års erfaring med ledelse og kompetenceudvikling med sig, fra så forskellige organisationer som professionshøjskolerne UCN og VIA, Kræftens Bekæmpelse og Forsvaret, foruden egen konsulentvirksomhed og en stilling som landstræner i Dansk Speedway.

Den 55-årige viborgenser Anders Secher er meget bevidst om de vigtige udfordringer, som han skal være med til at håndtere på SOSU STV.

- At få uddannet flere velfærdsmedarbejdere til opgaveløsningen i kommuner og regioner er en af de vigtigste uddannelsesmæssige opgaver lige nu. Noget, jeg især er nysgerrig på, er, hvordan vi kan skabe en kompetenceudvikling, som gør en forskel for den enkelte, for den organisation, der er aftager, og for samfundet. Stillingen som uddannelseschef taler direkte ind i alle tre områder, fortæller Anders Secher.

Skolens direktør, Jakob From Høeg, er meget glad for at have ansat den nye chef.

- Vi havde et meget stærkt ansøgerfelt til stillingen. Vi ledte efter kompetencer inden for ledelse, uddannelse og kompetenceudvikling. Anders’ faglige og personlige profil og værdisæt er et godt match til skolens behov, siger Jakob Høeg.

Anders Secher startede den 1. februar og stiger på et tog med nogle vigtige destinationer i den nærmeste fremtid.

- Skolen udvider uddannelsespaletten i Viborg, og flytter i nye rammer med mange flere lokaler. På tværs af hele skolen er der gang i en meget intensiv rekrutteringsindsats, godt hjulpet af, at flere af kommunerne i skolens optageområde har valgt at tilbyde elevløn til alle elever, der starter på grundforløb. Og i samarbejde med kommunernes jobcentre mv. arbejder vi på at finde og opkvalificere nydanskere og brancheskiftere og andre til at gå vores uddannelsesvej, fortæller skolens direktør.

Anders Secher beskriver sig selv som et nysgerrigt menneske, der motiveres af at skabe udvikling og resultater sammen med medarbejdere, ledere og netværk, og han er klar til at gribe mulighederne i sin nye stilling.

- Jeg er både glad og ydmyg over at have fået denne spændende stilling, og jeg glæder mig meget til at gøre en forskel for skolen, eleverne og arbejdsgiverne, fortæller den nye uddannelseschef.

Yderligere oplysninger:

Anders Secher, uddannelseschef, Social- og Sundhedsskolen STV, tlf. 2178 0265 el. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Jakob From Høeg, direktør, Social- og Sundhedsskolen STV, tlf. 2058 3873 el. Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.